Rentemestervej 8, 2400 København NV
Tlf: 7254 1000 / Fax: 7254 1001 / nkn@nkn.dk

 

 

ISSN 0909-1882

NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER

 

 

Nr. 499, september 2009

 

Inhabilitet hos et medlem af Ejendoms- og Miljøudvalget

 

Naturklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om inhabilitet hos et medlem af Helsingør Kommunens Ejendoms- og Miljøudvalg. Medlemmet deltog i afgørelsen af en sag, der førte til meddelelse af påbud om fysisk lovliggørelse.

 

Ejendommen er omfattet af en lokalplan, der bl.a. indeholder bestemmelser om en byggelinje og om opførelse af bebyggelse indenfor angivne byggefelter. Ejendommen ejer søgte kommune om lovliggørende dispensation fra lokalplanen til at bibeholde et opført indgangsparti. Kommunen meddelte afslag og påbud om fysisk lovliggørelse. Sagen havde været behandlet i Ejendoms- og Miljøudvalget, der bl.a. vurderede, at det ville have været muligt at etablere indgangsportalen indenfor lokalplanens byggefelt.

 

Ejeren klagede til Naturklagenævnet og gjorde bl.a. gældende, at afgørelsen var ugyldig på grund af inhabilitet hos et medlem af udvalget, som havde udsigt til byggeriet, og som i forskellige sammenhænge havde handlet og udtalt sig på en måde, som gav indtryk af stærk personlig modstand mod byggeriet.

 

Naturklagenævnet udtalte i sagen bl.a.:

 

Forvaltningsloven indeholder bestemmelser om personlig inhabilitet, som har til formål dels at forebygge, at uvedkommende hensyn påvirker behandlingen af den enkelte sag, dels at hindre at der skabes mistillid til den offentlige forvaltning hos befolkningen - hvad enten den pågældende faktisk lader sig påvirke af uvedkommende interesser eller ej.

 

Det fremgår af forvaltningslovens § 3, at den, der er inhabil i forhold til en sag, ikke må træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag. Den der virker inden for den offentlige forvaltning er bl.a. inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 1.

 

Ifølge § 3, stk. 2, foreligger, der dog ikke inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. I denne undtagelsesbestemmelses forarbejder er det forudsat, at bestemmelsen navnlig vil have praktisk betydning i forhold til de typer af interessekollisioner, som er nævnt i lovens § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og altså ikke i forhold til de personlige eller økonomiske interessekollisioner, som er nævnt i lovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Det forhold, at… før han blev medlem af Ejendoms- og Miljøudvalget har deltaget i den politiske debat om overholdelsen af lokalplaner og i den forbindelse udtalte sig om den dengang verserende sag på ejendommen (dispensation fra lokalplanens bestemmelser om etageantal og taghældning) kan ikke i sig selv medføre, at… må betragtes som personlig inhabil. Heller ikke det forhold, at … bor tæt på og med udsigt til byggeriet kan i sig selv gøre ham inhabil.

 

Naturklagenævnet finder imidlertid, at… samlede ageren i den konkrete sag bl.a. i forhold til klagerens entreprenør – set i lyset af ovennævnte forhold - må opfattes som udtryk for en særlig personlig interesse i sagens udfald, jf. forvaltningslovens § 3, stk.1, nr. 1, som kan vække tvivl om hans upartiskhed. Naturklagenævnet anser derfor… som værende inhabil ved afgørelsen af påbuddet om fysisk lovliggørelse af indgangsportalen. 

 

Det antages i den juridiske litteratur og følger også af retspraksis, at bestemmelserne om inhabilitet er udtryk for en meget vigtig retsgaranti, som efter en generel vurdering må betragtes som så væsentlig, at tilsidesættelse som udgangspunkt altid – d.v.s. uanset modstående hensyn – bør medføre afgørelsens ugyldighed.

 

Dette generelle udgangspunkt gælder i princippet også ved inhabilitet for enkelte medlemmer af et kollegialt organ. Det antages dog, at der i særlige tilfælde vil kunne ses bort fra ugyldighedsvirkningen, såfremt den inhabiles stemme åbenbart ikke har været udslagsgivende. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor andre omstændigheder taler for ikke at betragte afgørelsen som ugyldig, f.eks. hvis der er tale om en begunstigende forvaltningsakt, som adressaten gennem længere tid har indrettet sig på. Det er dog en yderligere forudsætning for at kunne fravige hovedreglen om, at inhabilitet altid medfører ugyldighed, at der kan skabes rimelig sikkerhed for, at en afgørende påvirkning fra det inhabile medlem i forbindelse med den forudgående drøftelse kan udelukkes.

 

Naturklagenævnet finder ikke, at der i sagen er holdepunkter for med rimelig sikkerhed at udelukke, at … deltagelse i sagens afgørelse ikke har påvirket de øvrige medlemmer af udvalget.

 

Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på at der er tale om en for klageren meget bebyrdende afgørelse, og at udvalget alene består af i alt 7 medlemmer.”

 

Naturklagenævnets ophævede herefter kommunens påbud om fysisk lovliggørelse af indgangsportalen på ejendommen som ugyldig.

 

(Afgørelse af 17. december 2008, j.nr. NKN-33-01931

 

 

 

·         inhabilitet

·         forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1

·         forvaltningslovens § 3, stk. 2