Rentemestervej 8, 2400 København NV
Tlf: 7254 1000 / Fax: 7254 1001 / nkn@nkn.dk

 

 

ISSN 0909-1882

NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER

 

 

Nr. 511, juni 2010

 

Fredningsdommers habilitet

 

Naturklagenævnet har truffet en afgørelse om habilitet i en fredningssag. Lodsejerne gjorde bl.a. gældende, fredningsdommeren var inhabil ved sagens behandling i fredningsnævnet, da han havde været medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN).

 

Naturklagenævnet udtalte bl.a. følgende om forvaltningslovens § 3:

 

”Efter Naturklagenævnets opfattelse er der ikke oplysninger i sagen, der indikerer eller understøtter, at fredningsdommer… eller dennes ægtefælle har haft en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.

 

Efter Naturklagenævnets opfattelse er der ikke tvivl om, at DN som sagsrejser har en særlig interesse i fredningssagens udfald. Herefter er det er afgørende, om formanden for fredningsnævnet har deltaget i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til foreningen.

 

Fredningsdommer… har ikke deltaget i ledelsen af DN eller varetaget lønnede hverv i foreningen. Til spørgsmålet om han i øvrigt har en nær tilknytning til foreningen bemærkes i øvrigt, at det i praksis og i litteraturen er anført, at en generel foreningsmæssig interesse ikke vil kunne begrunde inhabilitet. Et almindeligt medlemskab af DN vil således ikke automatisk føre til inhabilitet. Det må bero på en nærmere vurdering af omstændighederne.

 

… Spørgsmålet er herefter, om fredningsdommeren er inhabil, jf. opsamlingsbestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, om ” der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed”.

 

DN er i relation til fredninger en helt særlig forening, der er tillagt beføjelser efter naturbeskyttelsesloven, som ikke tilkommer andre private foreninger. Nogle fredningssager rejses af foreningen som eneste sagsrejser andre med deltagelse af kommunen og staten ved By- og Landskabsstyrelsen.

 

Der er på den baggrund Naturklagenævnets opfattelse, at formanden for fredningsnævnet normalt vil være inhabil i en fredningssags behandling, hvis dommeren er personligt medlem af DN.

 

DN har bekræftet oplysningerne om, at… ‘s hustru har været medlem af DN i mange år, og at hendes medlemskab i marts 2004 blev ændret til et familiemedlemskab. DNs medlemsafdeling kunne også oplyse, familiemedlemskabet senest er betalt i februar 2006 for det kommende år, og således formelt udløb den 31. januar 2007, hvorefter NN’s hustru fortsatte som personligt medlem. Det må således lægges til grund, at… aldrig har været personligt medlem af DN.

 

Det er Naturklagenævnets vurdering, at fredningsdommer… ikke er inhabil som følge af familiemedlemskabet af DN bl.a. fordi familiemedlemskabet var ophørt på tidspunktet for fredningsnævnets afgørelse den 18. december 2007.”

 

Nævnet udtalte også, at det generelt ikke kunne afvises, at en forkert opfattelse af faktum om medlemskab af en forening i visse situationer kunne føre til, at en person kan være inhabil i en sags behandling. I den konkrete sag kunne den omstændighed, at fredningsdommeren var af den opfattelse, at han tidligere havde været passivt medlem af DN, ikke føre til, at han var inhabil.

 

Sammenfattende fandt Naturklagenævnet ikke, at der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om fredningsdommerens upartiskhed.

 

(Delafgørelse af 14. maj 2009, j.nr. NKN-111-00041)

 

Se også NKO 393, 422 og 444

 

 

·         forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1

·         forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3

·         forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5

·         personlig inhabilitet