Rentemestervej 8, 2400 København NV
Tlf: 7254 1000 / Fax: 7254 1001 / nkn@nkn.dk

 

 

ISSN 0909-1882

NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER

 

 

Nr. 518, juni 2010

 

Veje og stier i det åbne land – offentlighedens adgang (nbl. § 26)

 

Efter naturbeskyttelsesloven er veje og befæstede stier i det åbne land åbne for offentlighedens adgang til fods og på cykel, jf. § 26. Efter § 26, stk. 2, kan ejeren ved skiltning helt eller delvist forbyde færdsel, hvis den er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv.

 

Odsherred Kommunens meddelte påbud om fjernelse af skilt og stolper med kæde, der forhindrede færdsel ad en vej.

 

Naturklagenævnet udtalte bl.a.:

 

”Den konkrete vurdering af, om der er tale om en placering i det åbne land, skal foretages uafhængigt af, om området er beliggende i byzone, sommerhusområde eller landzone og alene på grundlag af, om området faktisk må karakteriseres som bymæssig bebyggelse eller som åbent land.

 

Vurderingen tager efter Naturklagenævnets praksis udgangspunkt i, hvorledes området opleves af de mennesker, som bor i eller (navnlig) passerer gennem området. Det afgørende er, om området opleves som en del af et byområde eller som en del af det åbne land. Det åbne land skal i den forstand forstås som alt andet end by og bymæssig bebyggelse, dvs. såvel åbne marker som skove og naturområder.

 

Et område kan efter omstændighederne karakteriseres som åbent land, selv om det på flere sider er omgivet af bymæssig bebyggelse. Det gælder bl.a. grønne landskabskiler i større byområder.

 

Johan Steins Vej er en del af et større sommerhusområde…

 

Området kan efter Naturklagenævnets vurdering ikke karakteriseres som det åbne land. Selvom grundene er forholdsvis store og bevoksede og stolperne med kæder er placeret ved en ubebygget grund, opleves området som et fuldt ud bebygget sommerhusområde. Naturbeskyttelseslovens § 26 finder således ikke anvendelse...”

 

Naturklagenævnet ophævede derefter kommunens afgørelse.

 

(Afgørelse af 13. oktober 2009, j.nr. NKN-133-00083)                                                                                                                                                   

 

 

·         naturbeskyttelseslovens § 26

·         offentlighedens adgang

·         det åbne land/sommerhusområde